ENDNU ET FOR-MØDE INDEN ÅRSFESTEN 2009

Den 29. dag i 2009-årets femte måned skulle blive dagen hvor Glenn, Leni, Helle og Dahl’en skulle gense hverandre efter 28 år! Vi kunne ikke vente, og tog snigløb på re-unionfesten den 26. Juni.

Helles buddhistiske tempel satte rammerne for hvad der skulle blive en fantastisk aften; Et skøn lille paulun med atmosfære, der kunne skæres i - indrettet med stil og kraftig inspiration fra østens mystik.

Dahl’en arriverede (i ejet selvsyn) standsmæssigt med tog ved 19-tiden og blev sågar hentet ved Solrød Station af en tilbagelænet cruiser-mø i en sort MG. Ud (eller op, for den bil ligger sgu tæt på asfalten) steg en flamboyant og elegant Helle Grundahl, der i sit checkede outfit sendte tankere hen på tibetansk folklore og sangeren Prince. Stilen var gennemført (med fancy Gucci solbriller) og hun fik hurtigt Dahl’en til at synes som en plump vandkæmmet provinsbonde, der var landet med 4-toget.

Kram og kindkys inden den kække bil satte næsen mod Helles hjem til et endnu et gensynsøjeblik mellem gamle kossere.

Ved et tilfælde spurgte Dahl’en ind til valget af portvin for aftenens gæster, hvilket aldeles redede aftenen…. For midt i al travlheden havde Helle glemt at købe portvin (!!!!!!!). En fæl malheur, der dog hurtigt blev redet ved et stormløb på den lokale brugsforretning. Sejrsikkert og med en apokalyptisk ro stævnede vi hjemad med en Warre’s Vintage i hånden, håret tilbage og nedslået galeche.

Leni var sat i arbejde i køkkenet, thi hun var den først ankomne af Helles gæster. Gensynet ER altså specielt: Lige de der første 10 lange sekunder, hvor man står i en entré - ansigt til ansigt med hinanden for første gang i 28 år. Som at komme ”hjem” efter en 28 år lang skoledag! Kunne man dog bare trykke på pause, og mærke efter: Nervøse sommerfugle i maven og nygerrigheden kæmper om at overtage, og der fattes ord. Krammer man? Øjenkontakten … ikke stirre, men dog se. Forbløffelsen og genkendeligheden. Barnet i den voksne og erindringen om det alt for voksne barn. Av, av – sikke mange dejlige følelser i maven! Helle trykkede alt for hurtig på ”play-tasten” og skar igennem ved at spørge om portvinen skulle på køl (åndsvagt spørgsmål vil ethvert dannet menneske jo tænke) – men det var der ikke tid til. For der skulle krammes igennem da gensyns-delinkventerne var kommet igennem de der magiske sekunder, hvor fortiden og nutiden kørte på samme spole, og som faktisk er hele essensen i det gensyn, vi giver os selv ved at mødes. Hurra, livet er herligt!

Velkomstdrik på terrassen – en spøgs Sangria, der ligesom resten af aftenens menu var inspireret af Helles netop afsluttede rejse til Thailand: En udefinerbar væske, der smagte af eksotiske frugter tilsat kanel, og sparkede som et æsel. Dertil snacks af stegte mandler og rosiner med snert af citronskal.

Glenn, den starut kom jo noget senere end beregnet. Men det var jo til gengæld det hele værd. Glenn kendte ret beset hverken Helle eller Leni, da de er et par årgange ældre. Men som set før, betyder dette intet (heller ikke at dømme efter krammene!). Med Dahl som ”mellemstationen” mellem årgangene havde vi alle referencerammerne for en samtale, der skulle vare uaf-fucking-brudt de næste 14 timer.

Glenn indtog selskabet som en selvfølgelighed – sådan lidt a la George Clooney i Barcadi reklamen. Også han trådte ind - fuldstændig som vi husker han trådte ud af skolen. Kun hvide stænk i håret afslørede der var gået 28 år siden sidst. Stemmen, blikket, humoren og den altid venlige charmør trådte ind i vores nutid og i tre nye venskaber, han hele tiden har haft. Fantastisk!

Samtalerne omkring bordet hoppede mellem nutid og datid. Mest det sidste. Helle’s nye Mac havde travlt med at få youtube til at ”cue” Kiss, Eric Carmen, Thin Lizzy, Nazareth, Black Sabbath, Uriah Heep og Deep Purples ”CHILD IN TIME”, der nemt kunne have været et bedre valgt til overskrift på denne artikel, og som også fint beskrev samværdsfølelsen omkring bordet.

Også den kommende fest fyldte meget. Dahl’en måtte aflægge statusrapport om festens fremskridt, og ingen detaljer blev udeladt. Faktisk tikkede en nyhed under festen, at der nu også var skaffet endnu en sponsor og endda en rød løber til festens deltagere og til rockbandet The Mothership. Goddamn det bliver stort!

PS: Dahl måtte aftræde på naturens vegne da Sangria’en havde gjort sit, og ville passere. Da han kom tilbage til bordet var pigerne røde i hovedet og alle fnes på den der tøseagtige facon. At charmøren Glenn havde en finger med i spillet var der ingen tvivl om. Men forfatteren undrer sig stadig over udtrykket Glenn with the golden pen”????

Gråd og tænders gnissel?

Leni og Helle satte ord på den vemod, angst og/eller utryghed, som mange har udtrykt i forbindelse med erindringen om skolen og baggrunden for at kommer der. Og mange gamle ”kossere” oplever at barndommes skygger den dag i dag kastes ind over voksenlivet. Dette har afholdt dem fra at komme på skolen efter de er gået ud, da skolen står som et monument på en tid, man gerne vil glemme.

Omvendt er der også gensynsglæden med de kammerater, som vi delte tiden med. Hver især gemmer vi en lille nøgle til vores fælles hukommelse – en nøgle, som lukker os ind i en erindringen om de mange også gode stunder vi havde SAMMEN. Sjove oplevelser og venskaber, der opstod både på trods og grund af de forhold, som bragte os på skolen i første omgang.

Vi blev enige om, at det kunne være fedt at byde de dårlige minder trods – ikke lade sig kue af dem, og i stedet finde de lyspunkter, der helt sikkert også må have været til os alle, mens vi gik der. Vi kan jo ikke komme uden om, at mange af de førstegangsoplevelser alle unge mennesker oplever i teenage-årene, skete på skolen i sam- og nærvær med ligesindede kammerater.

Og skal vi være ærlige – også når ingen kigger – rykker det vel i os alle: Den der nysgerrighed for at gense hinanden. En nysgerrighed, der vokser i takt med deltagerlisten. Og denne aften – som aftenen hos Annitta – viser jo med tydelighed, at der er SÅ meget at dele. Endda også alle de ting, der ellers var glemt og som igen og igen trækker i smilebåndet og bringer latterstårer i øjenkrogene.

Selv Dahl’ens sagnomspundne (og bemalede) rockervest med motiv af Peter Chris fra Kiss stod for fald. Dahl’en mente jo selv, at vesten indgød respekt, og at han var skide sej. Men resten af selskabet mente han lignende en af landevejens skærsliber- originaler. Sådan … dybt at falde! Ak ja, så højt kan man sidde på eget piedestal, at når man rammer jorden er tøjet gået af mode.

Tiden gik – men kommer igen …

Allerede fra starten af aftenen besluttede vi at slå ”jydernes samværs-rekord”. Fra kl. 17:00 til næste dags morgen kl. 09:30 hvor den sidste gik i seng var snakketøjet i brug konstant. Emnerne var mangfoldige og fire livsbaner skulle udrulles. Det var fantastisk at være vidne til samhørigheden og de nye muligheder for venskaber sådan en aften giver.

Vi kan bare ikke vente til den 26. Juni 2009 !

Tak Helle, for muligheden!

Print denne side

Anbefal denne artikel til en ven