PLANLÆGNINGSMØDE HOS ANNITTA

Joan, Hans Einar, Per, Annitta og Dahl’en satte hinanden stævne i Sdr. Omme. Der skulle planlægges, hed det sig. Men i virkeligheden var det bare en undskyldning for at mødes; Skal sandheden frem, kunne vi bare ikke vente med at ses.

Annitta’s refugie på Lærke Allé 4 i Sdr. Omme satte endnu engang de perfekte rammer til et to-dages gensyn mellem fem mennesker, der ikke havde set hinanden i 30 år. Men det stod hurtigt klart, at tiden, der er gået slet ikke er nær så interessant som tiden, der kommer.

De første gæster meldte allerede deres ankomst hos Annittas Nostalgi-hotel kl. 14:00 onsdag den 20. Maj. Først checkede Joan Froberg ind, dernæst landede Per Holm fra Århus. Hans Einar kom fra Esbjerg ved 18-tiden og samtalen var allerede i fuld gang over den første flaske iskolde portvin da Dahl’en afmønstrede fra møde i Ålborg kl. 19:00.

Joan vadede ind i vores nutid, som intet var hændt i de 30 år: Sådan lidt storesøsteragtigt og på den dér kontrollerende måde ;-). Knapt var hun landet, før hun overtog kontrollen over det lille køkken og forviste dermed kaptajn Dahl fra det eneste sted i huset, hvor han var tryg. Dahl’ens rolle som køkkensvinger var blevet stækket og resten af selskabet causerede spøgfuldt over temaet ”Kokken og Jomfruen / Jernladyen og fukssvansen” uden at komme nærmere ind på det. Men det havde vist noget at gøre med, at hun formåede at lukke kæften på ham Dahl.

At lave mad sammen er en enestående mulighed til at (gen-)skabe relation mellem mennesker, og roen faldt over de to kombattanter, da der i processen opstod flere lejligheder hvor enigheden var forbløffende: Hvordan rede en sauce med muskatnød! Og at der selvfølgelig skal muskatnød, æggeblommer og fløde i en kartoffelmos osv.

Kartoffelmos og Osso Bucho a la Joan var hovedretten - Irish Coffee i haven til dessert. Vejret var med os, og som med sex, cigaretter og kaffe blev det stadfæstet, at mad smager bedst i det fri. Dog måtte vi trække ind fra angribende døgnfluer, hvis livscyklus satte vores egen 30 års gensyn lidt i perspektiv. Af de fem omkring bordet, var det utvivlsomt Joan der lignede sig selv mest. Alderen har været nådig ved hende, og klædte hende som var hun en portvin; Smuk som en havfrue og med det velkendte ”bid”. Stemmen og den der utilregnelige tilregnelighed var rent deja-vue. Der var sådan lidt cow-girl over hende: Rappe og svedne bemærkninger uden cellofan, høj som et vandtårn og lidt rastløs måske (og med en charme der sendte tankerne hen på pole-dancing i Hvidesandes kulturinstitution nr. eet: ”Æ’ karklud” – men det står for forfatterens egen regning). Og det med det rastløse: At have en Joan i selskabet er ligesom at have en border collie. På et tidspunkt måtte selskabet skiftes til at lufte hende i skoven.

Hans Einar vraltede ind i selskabet smilende og glad – åbenhjertig, overvældet og fuld af overskud. Han var også den eneste i selskabet, der ikke havde forudgående kendskab til detaljerne bag festen, alt det forudgående arbejde, gensynet på Facebook m.m. For os andre, der har arbejdet med dette projekt i flere måneder, var det sjovt at se, hvor overvældet han blev over det så massive møde med sin fortid og ”lige-nu-tid”. Hans blev tændt på ideen med 200 i timen (som en vestjyde nu gør, ”stille og rolle”), og faldt ind i projektet som – nå ja - Hans i Grethe. Da nostalgi-trippet havde lagt sig, indså han som os andre, perspektiverne for fremtiden og de mange nye venner, han havde glemt han havde. For os andre var det sjovt at følge begejstringen vi selv har fået over lang tid, Det var tydeligt at Hans var klar. Klar til at være med. Klar til at bidrage. Han kunne slet ikke lade være. Den voksne Hans Einar var rummeligheden selv på den overskudsagtige måde, og det var klart at holdet havde fået et nyt stort aktiv, der med kærlighed og engagement beviste over for os andre, at det er det hele vær! Velkommen på holdet Hans.

Per ”den kække” lagde den gode og nødvendige klangbund. Ingen tvivl om det. Som en ideernes jordforbindelse er hans analytiske evner og Einstein-agtige tilgang til projektet en uundværlig hjælp til at holde det på sporet. Ideerne bør ikke realiseres før det med sikkerhed er fastslået de kan overleve Pers kølige kritik. Og Klæbehjernen overraskede igen og igen med detaljer fra kostskoletiden som for os andre for længst er fløjet med Alzheimer til ”Neverland”. At kalde Per for en ”nørd” vil være ufortjent, selvom hans kostvaner (Cola) og arbejde (computer-netværk) kunne anspore til slige øgenavne. Men det står klart at Per med sit engagement er en vægtig prik i festministeriet, og også nøglefiguren i vores binære infrastruktur. Skulle han have et ministerium måtte det blive Trafikminister.

Annitta svæver over vandende, men er samtidig mrs. Fix-it; Der er ikke langt fra ord til handling. Værtinderollen klæder hende, og man føler sig så velkommen på Lærke Allé, at man tager sig selv i at overveje hvor ens tandbørste skal have sin faste plads. Omfavnende men drivende, blid men med bid, ansporende uden at være afsporende og tovholder uden at hive.  Partiformand og indpisker når ingen kigger. Blid og smuk når alle kigger. Så ved I det!

Dahl’en har fået tilnavnet ”Kaptajnen” i dette projekt. Som et fyrtårn er han god at støtte sig til – men belyser ad h til. Irriterende, pågående og vedholdende – men også forhandleren, igangsætteren, strukturfacisten og italesætteren. Praktisk ubegavet er vel ingen underdrivelse, distræt ej heller. Manden er fuld er ord og store armbevægelser hvilket sikkert er godt for kaptajner. Men at det også var Kaptajnen, der måtte i tørdok dagen derpå fordi han ikke kunne tåle mosten, siger alt!

Alt i alt havde vi alle et par fantastiske dage. Det blev ikke til meget søvn og kæften gik på os alle – kun afbrudt af mad, latteranfald, skåle og røg. Fra vi alle var indforskrevet på Lærke Allé til vi gik i seng kl. 06:39 dagen efter blev der konsumeret 5 flasker rødvin, 12 øl, 2 flasker portvin, ¾ flaske Whisky og to poser kaffe. Fire timers søvn senere fortsatte samtalerne og planlægningen ufortrødent - kun med ganske få afbrydelser: Morten ”Mabel” kiggede forbi på sin Harley for at sikre sig tingene kørte på hjul. Og alle skulle da også liiiiige ned i Sdr. Omme bymidte for at se den meget omtalte og på egnen traditionsrige jydefest. Dvs. alle minus Dahl’en, der var røget i tørdok. På andendagen fik Dahl’en allernådigst førsteviolinen i køkkenet, og det syntes som om Joan og Dahl nu havde fundet kadencen i madprojektet. To Weber-grillet kg. oksemørbrad, kartoffelsalat på nye kartofler, tomatsalsa, bagte hvidløg og flütes blev udkommet af deres anstrengelser.

Også denne dag stod minderne i kø for at blive delt med hverandre, men denne gang holdt vi kun til kl. 3. trætheden overmandede os. Men noget planlægning kom der da ud af det:

• Vi besluttede at booke Jakob Terps band MOTHERSHIP. Lydkulisser a la Tæppelim vil da være det helt rigtige de gamle rollator-rockere? Vi har hørt bandet, og kan de den dag, kommer Led Zeppelin på dagsordenen – vær sikker på det.
• Konkurrencer, hvor der kan vindes flotte præmier. F.eks udloddes et mini-cruise for to til Bergen med Fjordline, for at levere den bedste ”kosserhistorie”. Læs mere [her]
• Samling, gratis øl og velkomst kl. 17:00 i lille skolegård, hvor også den første cruise-rejse finder sin ejer.
• Navnskilte: Vi prøver at producere laminerede navneskilte til alle (HVIS det kan lade sig gøre). Navneskiltet vil også have et ungdomsbillede af sin ejer. Det kan nemlig være lidt svært at genkende alle
• Kontakter til Vejle Amts Folkeblad og Jyske Vestkysten, der har vist interesse for at skrive om projektet.

Jo, vi var skam også flittige (syntes vi selv). To fantastiske dage i Sdr. Omme havde passeret. Dog savnede vi Aalykke, Allan Mortesnen og de andre, der også bærer enorme mængder ved til festes bål.

I det hele taget var der enighed om, at selvom vi ofte forsvandt i fortidens tåger, er hele projektets grundsøjle de nye muligheder, der ligger i tiden, som kommer. Et kæmpe netværk af relationer mellem venner, vi har glemt vi har. Og festen …. ja den er jo ret beset kun en undskyldning for talen og væren sammen, og at skabe muligheden for venskabet. Jo, tiden er bestemt ikke noget, der er gået. Den er jo lige kommet.

Ligesom arkitektur kan være stivnet musik, kunne denne fest være stivnet ”hjem-følelse” eller ”kroppen” på kærlighed mellem mennesker, der spillede en væsentlig rolle for hinandens væren i en svær, glad, trist eller god tid. Valget er dit.

Vi glæææææææææder os!

De5

Print denne side

Anbefal denne artikel til en ven