Indlæg #1

Egentlig var jeg utryg ved at skulle afsted, for Jylland er jo Danmarks Afghanistan, hvor befolkningen går i Kansas-tøj, lugter af mos og tygger skrå. Og bare tanken om at bevæge sig ud over Dalgas Hede til et sted hvor 80 Watts pærer giver 15 Watts belysning burde skræmme selv den modigste eventyrer. Destinationen var Egtved, Sdr. Omme og Grindsted. Men fristelsen var for stor thi der var sat vand over til gensyn med Grindsted Kost- og Realskole og ikke nok med det: Annitta Nielsen (nu Højgaard) havde indvilget i at vise rundt. Og se, DET er jo en fristelse.

Jeg husker frk. A som én af de gudesmukke havfruer, der svømmede flot uden om skolegårdens rev af beskuende drengeblikke i frikvartererne. Desværre ænsede hverken hun eller de andre gudinder bærmen af filipensbefængte små-rollinger, der ellers gjorde alt hvad vi kunne, for at få deres opmærksomhed.

Selvom det sikkert kommer som et chok for læseren, er frk. A eet år ældre end mig, og i datidens GKR almanak svarer det til et århundrede i aldersforskel. Og af samme grund havde vi ikke en relation til hinanden overhovedet, andet en tre år sameksistens på skolens matrikel.

Derfor var det da også ekstra spændende at mødes med frk. A, thi nok kunne vi huske hinanden, men egentlig kende hinanden, det gjorde vi ikke. Dog satsede vi begge på at sejle den hjem med samtaler om den kommende elevfest, skolen og de fællesoplevelser vi dog havde.

Rendez Vous i store skolegård kl. 14.00 påske søndag. Solen stod flot på himlen, lindetræerne var lige sprunget ud, og nervøsiteten over det kommende møde forsvandt ligeså hurtigt som vores fadøl, der blev indtaget på den kurdisk/tyrkisk ejede café overfor den gamle boghandler IP Madsen (i dag kurdisk ejet pizzeria).

Her må jeg gøre ophold, for der indtraf to episoder som forstyrrede den vestjydske Kansas-idyl: Fra cafebordene kunne vi konstatere at det gamle OneWay guddødme (undskyld) også var overtaget af ”nye danskere”, der i dag bruger bygningen som lagerplads for de mange forretninger, de tilsyneladende ejer i dette område af Grindsted. Med dette in mente følte jeg mig mere eller mindre hensat til Nørrebro, hvilket de mange glasskår og det meget affald fra weekendes fester på gaderne kun underbyggede. Men det værste var nu nok alligevel, at den ellers så kulturradikale café a la Køwenhawn serverede espresso af FRYSETØRRET kaffe (!). Det er en fæl malheur – ja, vel nærmest et brud på folkeretten - at udsætte mennesker, kulturradikale eller forsøgsdyr for den oplevelse. Så er I advaret, hvis lysten til en latte i sommersolen skulle overmande Jer. Havde det ikke været for min gode opdragelse, havde jeg hidkaldt Jærgerkorpset, levnedsmiddelstyrelsen eller Thomas Blachmann for at give disse tølpere en lærestreg.

Der går lang tid imellem man møder så åbenhjertelige personer, med et sind så lyst, at selv solen blev en skygge af sig selv. Det var overvældende, og jeg havde svært ved at koncentrere mig om at tage notater og billeder af den planlagte vandretur til banegården, bryggeri-depotet, pigekollegietet, torvet, Det Ny, Langegang, Harrys Grill (nu lukket), jomfruburet og Grand Hotel (nu pizzeria).

Da vi havde set, hvad der skulle ses, og taget billeder var afskeden umiddelbart forestående. Alligevel var det som om der stadig var uafklarede emner og forhold som ikke var faldet på plads. Det faldt ligesom ikke naturligt bare at sige farvel efter sådan en gåtur, og 28 års fravær. Jeg fornam derfor, at der måtte gøres noget – hurtigt. For at komme frøkenen til undsætning, forslog jeg, at vi handlede ind og kørte hjem til hende, hvorefter jeg lavede mad. Jeg ved det var et uventet træk, og heller ikke helt efter konventionerne. Anmassende ville nogle påstå. Men om det var i befippelse over det utraditionelle forslag, eller en dybfølt gladelig accept ved jeg ikke. Men accepten faldt (næsten) prompte, og af sted til Sdr. Omme det gik, thi der skulle handles inden lukketid.

Det fantastiske ved de jydske (med "d") købmandsforretninger er jo, at der kan købes allehånde ting på stort set alle tidspunkter af døgnet: Larvefødder til pansrede mandskabsvogne, hestefoder, cementblandere og andre af livets mest basale livsfornødenheder. Dog skuffede SuperSpar i Sdr. Omme lidt, da kød-montren var så tom, at jeg næsten blev suget ned i den, da jeg greb om det sidste stykke kød.

Jeg havde jo ikke selv forberedt dette ”attack” og måtte derfor improvisere dagens menu efter det forhåndenværende og – efter Påskens konsumhelvede – noget sparsomme varesortiment. 13 forskellige opskrifter passerede hjernebarken, mens vi defilerede gennem det neonoplyste supermarked, der henledte tankerne til rigshospitalets modtagelsesstue. Jeg besluttede mig - noget konventionelt måske - til en træfsikker grill-ret: Øl-marinerede koteletter (og den obligatorisk pølse til grillmesteren). Dertil en salat af iceberg, rødløg, avokado, ristede piniekerner og kødet fra en økologisk appelsin. Klassisk dressing af cremefraiche, sennep, honning og citron. ”Ris a la Sdr. Omme”, der tilberedes som min indiske ven lærte mig det da boede i Saudi Arabien. Basmati ris koges som sædvanligt, men tilsættes råstegte løg og smørklatter. Derefter damper risende over varme / under låg i 40 min! Nødesmag (!) og ris der kan spises med fingrene.
Portvin ”en masse” mens madens tilvirkes – i store glas med isterninger! Desserten var også lidt ydmyg, men passende til den medbragte Pantelleria vin, som til gengæld var majestætisk: Grillede bananer med farin smeltet i smør og revet appelsinskræl (ingen cognac, desværre). Dertil en god vaniljeis. Vinen passede som Hans i Grethe, og kompenserede for den lidt spartanske menu. En smag af rosin og nyudsprungne svenske anemoner. SINGOT!

Paulunen

Annitta hjem, er sgu et hjem, der ledte tankerne hen på Edens have! Intet mindre. Til huset hører et par tønder land skov og egen bæk(!). Det var førstehåndsindtrykket da man går fra parkeringspladsen til hovedøren. Huset tager imod med charme og et hyggeligt indrettet refugium i flere plan og hvor den grafiske virksomhed passer perfekt ind i hjemmet. I sandhed en paulun som enhver køwnhavner kun læser om i fashionable blade eller ser i engelske haveprogrammer.

At møde Annitta var en oplevelse ud over det sædvanlige. Sjældent møder man så ligefremme mennesker med så stor en evne til at tænke med hjertet. Jeg fik hurtigt fornemmelsen af et livsværk, der trods ungdommens knaster havde foldet sig ud som et smuk vegetation, der endelig havde slået rod. Pælerod – vel at mærke. Et blik og en latter, som var et brusebad af velschmertz, erfaring, selverkendelse og hengivenhed.

I 24 timer løb samtalen af sted ned gennem Skolegade anno 1980 og 81. Og om nogle af de fællestræk mange af os har som kostelever: At vi løber ved siden af livet og jager den bekræftelse og accept vi ikke fik som børn og unge? Hvorledes påvirker dette vores voksenliv? Gør vi os de samme erfaringer, laver mange af os de samme fejl?

På bænken ved lysningen var det tydeligt Annitta havde slået rod, og bækken var et symbol på livet, der kunne passere som det ville. Egernet Holger saluterede på sin vej op ad stammen, og vi skålede i aftensolen. Fantastisk oplevelse i Sdr.Omme - ren balsam for sjælen.

Et nyt venskab havde taget form. Tak Annitta.
/Christian Dahl

Indlæg #2

Livet er sådan en finurlig ting. Den ene dag render man rundt i sin egen stressede og lidt uoverskuelige verden. Den næste dag sidder man på en bænk og deler tanker, lidt klogere på sig selv sammen med en man slet ikke vidste man kendte så godt, en ven for resten af livet!

Inden jeg fortsætter frabeder jeg mig kommentarer som f.eks. ”tudefjæs” :O) – Peter!

Jeg havde en fuldstændig klar erindring om Dahl-brødrene, men som Christian beskriver, så kendte vi ikke hinanden på GKR. 28 år efter, skal det vise sig at vi alligevel kender hinanden på et væld af følelser fra barndommen, ungdommen og det voksne liv. Smertelige oplevelser sætter sit præg på mennesker og man får nogle handlemønstre/overlevelsesmønstre, som er svære at sætte ord på og meget svære at komme af med. Uanset hvad handlingen var, så er følelsen af svigt, ikke accepteret, ikke god nok den samme for de der bærer på den. Og det var det Christian og jeg kendte hinanden på. Der skulle ikke så mange ord til, før den anden nikkede og forstod.

Jeg fik en telefonopringning fra en meget høflig Dahl, der uden så meget andet snak, spurgte om han måtte besøge mig. Han skulle til Egtved og fejre sin dejlige fars 70 års fødselsdag. Han ville gerne se og indsnuse Grindsted. Vi aftalte at mødes i den store skolegård – hvor ellers?

Den søndag – blev til en ventedag. Lidt nervøs, kendte ham jo ikke, 28 år siden, bla bla bla…
På de 10 minutter det tager mig at køre til Grindsted – en dum ”storebror” by til Sdr. Omme, undskyld – følelser der stadig huserer fra den forrige kommunesammenlægning – tænkte jeg på, hvor ofte jeg er i Grindsted, ser ”stederne”, men ser dem egentlig ikke mere, at det ville blive sjovt at se den by med Christians øjne og genopleve….

Det blev til nogle dejlige timer. Jeg møder Dahlen i skolegården, en nydelig ”ung” mand, hvis det altså ikke lige havde været for de rødsprængte øjne, der vidner om, at han er et af de københavner-eksemplarer, der bare ikke tåler den jyske snaps. Staklen var meget træt.
Vi siger hej, giver et høflighedsknus – det gør man jo og så begynder vi bare at sludre, som ”nå, men hvor var det lige vi kom fra”.

Man kan ikke ligefrem sige, at Dahls begejstring over at genopleve de kære gamle monumenter var stor. Der var mange hmmm´er, da vi stod der i skolegården, noget var blevet lavet om, jeg vovede et lille ”men bygningen ligner da sig selv”. Men der tog jeg fejl. Han så hver en detalje, nogle malerier der ikke var der mere, en klokke der manglede, baseballnet var sat op i skolegården – men forargelsen han udviste for det blev til total foragt, da vi vandrede op til torvet og springvandet. Christians kommentar ”Hvad faen er det” og så var det, at vi bare måtte have den fadøl. Men det gjorde i høj grad skaden meget, meget værre. IP, var blevet invaderet og han opdagede, at det var OneWay - som vi kunne kigge over på – også. Ja, og så var der det med det frysetørrede kaffe. Men efter at han havde leveret et par borgerlige ord til den stakkels caféejer, drog vi videre til annekset, det ny, banegården. Han fortalte om Piwepolle, vi ledte efter pælen – den var væk.

Her forinden havde Dahlen jo foreslået, at han lavede mad i min Lærkerede i Sdr. Omme. Tusinde tanker fór gennem mit hoved, forklaringer måtte der til, eksen Niels-Henrik sad hjemme hos mig – kunne lyde lidt mærkeligt – og læserne her bliver sparet for en lang forklaring på det. Men, det var af en eller anden årsag bare legende let at sige det til Christian og han greb telefonen og inviterede ham på middag.

Store armbevægelser…. Jeg gir´ noget mad, er der et sted vi kan handle? Ja, Christian, Super Spar i Sdr. Omme har åbent. Da vi ankom, var det som om Dahl’en var kommet lidt mere til live i løbet af eftermiddagen og han indtog Super Spar med stor energi og 85 planer om, hvad han ville kokkerere – Der var bare lige den her ”jeg har desværre glemt min pung”. Ja, piger, jeg ved I tænker det samme som jeg.

Nå, men efter turen i Super Spar gik det til Lærke Allé og energien voksede bare i den knægt. Christian indtog mit hjem, mit køkken med 180 km i timen, man var bare nødt til at stå helt stille for ikke at komme til skade, slå hovedet på alle skabslågerne der blev flået op og lukket igen. Og kære læsere, skulle I blive udsat for Christian en dag, så sørg for at have styr på alt hvad der overhovedet kan forefindes i et køkken.

Mens kødet sugede øl til sig kunne vi indtage bænken ved stillebækken. Så var det bare at tiden kom til at stå stille. Christian har en fantastisk evne til at være i nuet. Fra at storme mit køkken, Niels-Henrik og jeg fuldstændig af banen som en anden tornado, så var nutiden pludselig ændret. En nysgerrighed og trang til at vide noget mere om et andet menneskes liv opstod.
Når jeg forstår og Christian forstår det, så er der rigtig mange af jer andre der også forstår det, jeg tror det er sådan.
For en del af os har livet været mere eller mindre kompliceret. Det er svært at komme rigtig tæt på folk, så tæt at de virkelig forstår hvad det handler om. Hvordan skal man give andre en chance for at lære en at kende – virkelig kende, når der er så mange grene der griber ind og er en del af det der er blevet til en, og hver gren kræver sin fortælling for at kunne forstå helheden. Det er lettere at lade være.

Men her sad vi på bænken og opdagede, at vi ikke behøvede alle mellemforklaringerne for at forstå – vi havde begge været der. For mig var det en pragtfuld oplevelse at føle den samhørighed, det var en lettelse, at møde et menneske der vidste så meget om mig.
Vi var så langt omkring i fortiden og på GKR (nej, det var ikke navlepilleri). Det var få ord og stor forståelse/erkendelse af et andet/andre mennesker.

Lige præcis den oplevelse gør, at jeg glæder mig så meget til at møde alle I andre om snart. Der er en verden til forskel på om man sidder to og har god tid til at dele erindringer eller om det foregår i festligt lag – jeg ved det godt. Men når vi kigger hinanden ind i øjnene, så ved vi godt, at samhørigheden er der. Vi har noget sammen, vi ved noget som er svært at forklare. Men vi vil forstå det.

Tilbage til virkeligheden – maden og Portvinen – hmmmm, fantastisk! Dahlen vil altid være velkommen til at komme og kokkerere i mit hjem – og ja, jeg betaler gerne gildet :O), fornøjelsen er stor.

Den aften er værd at mindes. Dahlen elsker diskussioner og det tog ham ikke mange sekunder at udfordre eksen. Dog blev det til et uopklaret væddemål, som den kære Dahl med lethed stak af fra. Nemt, når man ved man drager over vandet dagen efter.

I løbet af aftenen havde jeg den store ære at blive indviet i en drengeleg – som jeg nu bare prøver at fortrænge langt væk fra nethinden. Jeg undlader at berette om den her, for alle kvinders skyld. K og lineal – æv – tag det væk!
Christian og jeg gik på facebook og kiggede billeder. Det er en hel del sjovere at dele det med nogen, masser af historier følger billederne, han husker noget, jeg husker noget.
Jeg har en ”mit livs mappe” der er alt af virkelig betydning arkiveret. Den måtte frem. Vi fandt breve og digte fra GKR´s tid. Så var vi stille igen. Jeg havde ting i den mappe, som jeg havde glemt. Men de er vigtige for os alle sammen og det ved man først, når man sidder sammen med en ”fra dengang”.
Så mange historier dukkede op og aftenen var et virvar af grin, begejstring og stilhed.

Tiden går stærkt. Sjovt nok så bliver Dahlen mere og mere energifyldt og jeg også. De minder og alt det fra ungdommens gade fylder bare mere og mere. Men på et nogenlunde rimeligt tidspunkt bliver gæsten tilbudt at overnatte og bugseret ned i kælderrummet. Vi tror vi er færdige med at snakke og dele. Men da jeg siger godnat til Dahlen, stiller han lige et spørgsmål mere – og så fortsætter det. – Der er så meget at snakke om, så meget at dele.
Vi er to velfungerende mennesker, der formår at få tingene til at fungere i hverdagen, men der er så mange tanker og så mange følelser der pludselig bliver vigtige at dele, når han, hun og de man har delt så meget med sidder lige der overfor én, så kommer trangen til at holde fast i det – bare lidt.

Jeg fik ingen søvn den nat, jeg gloede bare op i loftet. Til sidst stod jeg op, arbejdede lidt, der var så mange tanker. Jeg kunne høre Dahlen snorke nede fra kælderen – 3 timers søvn fik han dog. Hvis han var træt da jeg mødte ham, så var det ingenting efter det næste døgn uden søvn. Men som det gode menneske jeg er, så blev knægten vækket med en kop kaffe.

Ja, nu står jeg tilbage med en trang til at sige til alle jer andre, det er så vigtigt at dele det gode og det onde med nogen. Og bliver I udsat for en CDahl eller noget der ligner, så tag imod.

Til dig Christian, du har så meget at give og det er det du gør. Jeg fik fornøjelsen af at møde din dejlige FAR, han udstråler så meget kærlighed, måske derfra noget af dig kommer.
Du har et kæmpe overskud til andre, det er fantastisk, din evne til at være lige her i nuet er næsten uforklarligt, at noget menneske kan det. Din smittende energi. Jeg har nydt så stor glæde af mødet med dig, det kan slet ikke beskrives, snakken på bænken….

Kære gamle venner, del noget med en af ”os” – og med alle ”os”, vi er der – altid!

Ja, jeg stod tilbage med fyldte askebægre, tomme portvinsflasker, et køkken der lignede noget der var løgn efter Dahl eksplosionen, en hel del fattigere på Super Spar regningen – til gengæld har jeg honning til de næste 30 år. Men så meget rigere på livet!
/Annitta Højgaard

Indlæg # 3

Kaere Anitta og Christian,

Hold kaeft....livet har en mening!!hvor er i bare super smukke..tak til jer begge for at dele jeres smukke oplevelser....jeg haaber paa mennesket igen!!takker aerboedigst...
/Solveig Corcos

Print denne side

Anbefal denne artikel til en ven