8xHØIRUP
Nedenstående er "saxet" fra Årsskriftet anno 2007 og indeholder otte Høirup'ske levnedsskildringer af deres liv for, på og med Grindsted kost- og Realskole.
Kære alle sammen i Gammel Elevforening,
Efter familiens 65 års ejerskabstilknytning til skolen overgik virksomheden pr. 1. januar 2007, til selveje.
Det er glædeligt, at den nuværende forældrekreds kan forsætte vores over 100 år gamle privatskole i Grindsted. Der har tydeligvis altid været brug for den, og vi er sikre på, at behovet også vil være der fremover.
Vi har i et konstruktivt samarbejde med forældrestyrelsen, gjort ALT hvad vi kunne for at dette skulle lykkes. Vi har givet den selvejende skole billigt husly i 3½ år og vi har desuden afsat betydelig igangsætningskapital til skolens drift i de kommende år.
Vi har ønsket at den historiske skole skulle forsætte! Drivmidlet for os har mere været hjerte end hjerne…
Det er dejligt at se, at Gammel Elevforening har taget udfordringen op i disse nye tider. Vi ved, at I har haft meget bøvl i situationen, men alligevel har I fået klaret årsfesten - og de kommende - i samarbejde med Landbrugsskolen. Vi ønsker jer stort tillykke!
Tiderne med mesterlektieklub, togpatruljer, præfekter og kostskole med meget andet står i vores erindring, og vi tre søskende, sammen med vores børn og 2 børnebørn, har jo bagagen fyldt med sådanne erindringer fra vores egen elevtid på Grindsted Kost- og Realskole.
Vi vil gerne "takke af" med efterfølgende betragtninger fra vores skoletid.
Birte Howard (Høirup), årgang 1951.
Jeg kunne ikke (8 år gammel) fordrage kommuneskolen! Jeg ville "hjem". En dag simulerede jeg gulsot (som var fremherskende). Jeg kom hjem - "var syg og dårlig" og blev lagt i seng. Lægen kom og konstaterede GULSOT! (Hm!)
En anden dag endte i skolens flagstang! OVERLÆRER Hviid (fremragende engelsklærer i øvrigt) blev jeg meget uenig med, hvorfor jeg strøg ud af klasseværelset på 1. sal. ..... Hviid efter mig! Han var meget høj og langbenet, hvorfor jeg hurtigt ændrede længdeplaner til højde-do og entrerede skolens flagstang. Dér hang jeg - halvt oppe - og dér stod han og ruskede !
"Moster" - vores gudbenådede dansklærer - som altid efterlod mig (på første bord) overvældet af sin gråd/glæde ved ordbevægende stemningsbilleder fra dansk såvel som norsk/svensk litteratur - er mig et kært, kært minde. Terje Vigen var især slem ved hende.
Vores elevråd (domstol) var en væsentlig ting i vores opvækst. Det var faktisk alvorligt det, vi behandlede.
"Jeg sætter lige båndoptageren på" - sagde far engang, han blev kaldt væk fra en historietime – lyt!
- og vi lyttede til de nye idéer om "Een verden" - stort!
I dagene efter stod - ja, jeg mener sågar i hovedstadens aviser: "Skolebørn passet af båndoptager!" Stor ståhej!
Hver lørdag eftermiddag mødtes de ældste i skolen til "Mesterlektiens Klub" - vi var selvfølgelig en bestyrelse, som udvalgte diverse foredragsholdere - og bagefter var der opfølgende diskussion. Utroligt "uddannende".
Endelig var der Skolepatruljen. Der var mindst 150 elever, der hver dag med tog kom ind fra 5-6 forskellige retninger. Der skulle selvfølgelig være en vis orden på det hele, så børnene ikke generede de voksne medrejsende; derfor udvalgtes diverse betroede elever, som på skift holdt orden i togene. Dette var en stor ære, og de udvalgte var en kende misundte. (Jeg overvejede endda en stund at blive togelev ......... på een eller anden måde ......... for dét hverv ville jeg gerne prøve.
De stillede op på perronen - og med "føreren" i spidsen gik de den korte tur ned gennem Jernbanegade - øj!
Jeg har faktisk haft en god skoletid.
Hanne Kulin (Høirup), årgang 1955.
Allerførst vil jeg sige, at jeg er enormt glad for at vores gamle elevforening fortsætter, at traditionerne vil blive holdt ved lige, og at vi derfor stadig har mulighed for at mødes med gamle klassekammerater én gang om året. Tak til alle jer, som trofast sidder i elevforeningens bestyrelse og har gjort dette muligt.
Jeg har mange dejlige minder fra da jeg selv var elev på skolen. I min klasse var vi vist en nogenlunde lige blanding af by og tog elever. Kurt Engebæk, Aage Baggesgaard, Karen og Merete Krogsgaard og Freddy Højbert (den lokale politimands søn, som gik i vores parallel klasse) var nok dem fra klassen jeg kom mest sammen med efter skoletid. Og så var der selvfølgelig alle kosteleverne som jeg ikke tror vi havde nogen af i min klasse.
Palle Weis som var drøn dygtig til at spille klaver, og Brille som var ligeså dygtig til at spille på tænder (et helt nyt og ukendt instrument for os).
Jeg var i spejder patrulje sammen med piger fra min klasse. Inge Lise Hjorth, Ella Wisler Petersen, Ulla Halbo og Bente Madsen. Vi lærte at binde knob og at lave snobrød over lejrbål. Jeg husker Kirsten Kidde, som ankom sent i vores klasse. Hun virkede mere voksen end os andre og hun introducerede os til jeans og hestehale frisure, og så lignede hun grangiveligt Doris Day, syntes vi. Sysser (Vibeke)Zinn, hvis forældre begge var læger i byen, kom også sent til klassen. Hun havde smukt ravnsort hår, var en dygtig elev og vi piger kappedes om at blive gode venner med hende. Hendes lille søster Gitte var for en tid forlovet med Ole Andreasen, som også var elev i vores klasse.
Vi havde dygtige lærere og flere af dem tænker nok mange af os på, fra tid til anden:
Fru. Krogsgaard, som underviste os i dansk, og som kunne læse en historie op så man glemte alt omkring sig.
Frk. Levin, en enormt dygtig naturhistorie og geografi lærerinde, som vi desværre ikke satte nok pris på grundet vores unge alder. Vi kunne simpelthen ikke lade være med at lave skæg med hende, især når vi var på zoologi tur i marken. Samme Frk. Levin kom til min klasses 50 års jubilæum i 2005.Hun havde selv 70 års jubilæum som elev fra skolen. I som var med til festen husker sikkert hendes korte men gode og humoristiske tale. Hvor var det dejligt at se hende igen! Ikke mindst fordi hun nok også er den eneste af vores gamle lærere som stadig er i live.
Hr. Krogsgaard, som vi grinede af med himmelvendte øjne, når han begyndte at filosofere omkring Højskole sangbogen, alt imens han svang brillerne frem og tilbage. Det var vigtigt, sagde han, at vi lærte disse sange udenad, at de ville få en hel speciel betydning for os en dag - især hvis vi skulle komme til at sidde langt fra fædrelandets kyster. Jeg for mit vedkommende kan kun give ham ret, for nu forstår jeg hvor "danske" de er og hvor "dansk" jeg selv er på trods af de næsten 44 år jeg har boet i Amerika. Jeg kan dårligt høre, end sige synge, disse sange uden at blive bevæget (hvilket de af mine klassekammerater som jeg sad sammen med i gymnastiksalen kan bekræfte).
Min far, Mogens Høirup, som gjorde historie timerne så levende, at man næsten syntes, at man i det øjeblik virkelig var iblandt de gamle Romere f.eks. Og som også, når der skete noget vigtigt i vores land eller ude omkring i verden, lod hånt om pensum og lektier (til vores store fryd selvfølgelig), og i stedet kastede sig ud i, hvad der foregik her og nu.
Jeg elskede Leo Kjær med hans specielle humor og somme tider hvasse replikker. Hvem husker vel ikke hans ord til Inger Jeppesen, som vist sad og så lidt sur ud: "Har du blandet cement i pudderet nu til morgen, Inger?" Han var min første engelsk lærer og ingen kunne jo vide dengang, at netop dette sprog ville jeg komme til at tale i min hverdag det meste af mit liv.
Til min store fortrydelse fik jeg aldrig lov til at prøve at være med i nogen af de årlige skolekomedier. Som skolebestyrerens datter var det ikke "passende" (sagde mine forældre) at jeg blev tildelt den ære. Hvem ved, måske er der gået en stor skuespiller tabt i mig! Det vil jeg aldrig finde ud af. Derimod var jeg altid medlem af skolekoret, som talte mange elever på det tidspunkt. Jeg kan tydeligt huske da vi sang "Jerusalem". Det var fru Brinck som tog sig af indøvningen af de forskellige stemmer (der var mindst fem og selve koret var på over 50 tror jeg). Det var altid min far som gav stykket de sidste afpudsninger, for han forstod at begejstre os og få det til at lyde af noget. Jeg havde gåsehud over hele kroppen så smukt syntes jeg det lød. Jeg var også med da "Lørdagspigerne" (dem fra Grindsted altså) blev stiftet. Vi var et lille 6 mands kor, ledet af min søster Birte. Karen, Rete, Rita, Ella, Sysser og jeg selv deltog. Vi sang populære sange, var vældigt optagede af det og øvede os i timevis, med Birte ved roret, uden at kny. Og vi kom sandelig også til at optræde både ved skolefester og i diverse forsamlingshuse rundt omkring med blandt andet "Me and my shadow", "Show me the way to go home", "En rose så jeg skyde" og "Hven skulle tro at jeg har set en ternet ko".
Der var lejerskole ved Mørkholt i en hel uge, og udenlandstur til Harzen. Da vi sluttede på skolen med vores præliminær eksamen var der som altid en dejlig afslutningsfest med bespisning og dans (orkester leder Ejvind Skov). Ved Midnatstid begav vi os til fods mod Troensøen. Der var stort St. Hans bål parat og det flammede og lyste medens vi sang sange fra Højskolesangbogen. Den nat havde de fleste af os fået lov til at blive oppe ligeså længe vi ville af vores forældre. Syrenerne duftede, vi havde overstået eksamen og livet lå og ventede på os.
Ja, rigtig mange gode minder og jeg kunne såmænd blive ved længe endnu.
Jeg vil ønske skolen og den selvejende institution masser af medgang og succes fremover.
Christian Høirup, årgang 1963.
Jeg husker skolefester og samhørende teaterforestillinger. Hvem husker ikke "Aladdin", "Kejserens nye klæder", den elevproducerede "Vores egen ø", med mange flere?
Jeg er aldrig kommet mig helt over Kurt Vestergaards (nuværende Muhammed tegner på Jyllandsposten) præstationer på gymnastiksalsgulvet, hvor han på ingen verdens tid malede kæmpe-kulisser til årets forestilling Aladdin.
Det var i samme forestilling, at "negrene", af dejlige Ulla (den skolelærer som alle drengene var vildt forelsket i!) blev brune - smurt ind i sojasovs - som imidlertid blev svedt af i striber, mens de ventede på at komme på scenen…
Og så var der Schønberg. Michael var en formidabel historiefortæller! I klassen gennemførte han ligefrem, oven i købet lidt trind, alle verdenshistoriens største slag. Kan I huske hans "performance", da han beskrev Alexander den Stores færd over Alperne på elefanter…?
Fru Krogsgaard, der fangede mig i rent snyderi, da jeg i en stil havde kopieret hovedparten fra udgivelsen "Verdens Nyheder". Hun fulgte skam med. Og min karakter blev en reprimande!
Der var også Nøstvig, der slog en proper hånd, men til gengæld var "gudbenådet" i faget zoologi.
Og så må jeg sige, at Mogens Hansen, som mange før og efter mig har konstateret, var et forbillede. Ingen af os glemmer ham og hans barske, men meget kyndige undervisning. Det var i hans allerførste undervisningstime på skolen der blev proklameret: Her i klassen er det kun mig, der må ha' tasken på bordet!
Jeg husker selvfølgelig meget mere fra min skoletid i Grindsted, end fra efterfølgende uddannelser. Det må sige noget om Grindsted Kost- og Realskole.
Jeg kunne blive ved, men nok må være nok!
Mogens Howard Høirup, elev på kostskolen fra 1967 - 1974.
Det sure med det søde !
Jeg var lige fyldt tolv år dengang – ”Jeg følger dig til bussen”– vi bevægede os langsomt, meget langsomt - som for at få det sidste ud af vores venskab. Jeg havde allerede fået en klump i halsen og gråden stod på spring.
Uden at sige så meget til hinanden, fulgtes vi højre om og forbi den store sten som stod der’ bag ved bænken, på hjørnet uden for jordmoderens hus ved vendepladsen over for den store skolegård. Vi havde valgt den ”lange” vej.
Vi forlod nu sammen skolegade for sidste gang og bevægede os op ad Jernbanegade forbi dampvaskeriet på modsatte side, smøgen (den korte vej) og grillbaren på højre hånd og længere fremme biblioteket, inden vi skulle krydse Østerbrogade, den sidste gade som adskilte os fra at nå rutebilstationen. Vi var gået til bussen i god tid, fordi jeg endnu ikke vidste, hvordan jeg skulle fortsætte uden min ven. For at distancere mig fra min følelse af afmagt, købte jeg det sidste nye nummer af Anders And til ham, for at lette hans rejse til Silkeborg. Det blev han glad for.
Jeg så ham aldrig siden!
Sådan var betingelserne - Vi var mange sammen og på en eller anden måde alle sammen kammerater - tøser såvel som drengerøve. Jeg har mange gode oplevelser fra skolen, men husker specielt den rare følelse af fællesskab - bagsiden - eller noget af det værste var bestemt, at vi skulle tage afsked med hinanden.
Jeg overlevede trods alt, man knytter sig jo hurtigt til sine nye venner i den alder, men det var hårdt ved mig.
En morale kunne være - at vi skønner på det vi har, mens vi har det, og lever i nuet.
De kærligste hilsener til alle!
Thomas Kulin, årgang 1983.
Der er masser af minder der popper op, når jeg tænker tilbage på min skoletid i Grindsted.
I starten havde jeg naturligvis en del hjemve. Det er langt at være 5000 km. hjemmefra. Men det gik nu meget godt. Det første halve år boede jeg hos Birte og Jørgen, så jeg havde jo nær familie omkring mig. Og jeg var på jagt med Jørgen et par gange, selvom jeg nu ikke brød mig så meget om at skyde dyr. Jeg tror at det var samtidigt, at Jørgen også lagde geværet på hylden - for han brød sig vist heller ikke om det.
Siden hen flyttede jeg over på kostskolen, hvor jeg delte værelse med Kim Anderson. Ham husker jeg tydeligt, og jeg har forsøgt at få kontakt med ham et par gange, men det er aldrig lykkedes. Det eneste jeg ved, er, at han bor i København. Han var en rigtig god ven.
Der var også en anden rod, men jeg husker kun hans øgenavn, Brother Denmark, fordi han altid gik i en cowboyjakke med det danske flag syet på ryggen. Han var ryger og frygtede altid, at han derfor skulle dø af kræft.
Jeg undgik ikke at rode mig ud i nogle slagsmål, for jeg var også noget af en rod, og gav mig ikke altid i diskussioner. Det gælder nu fortsat!
Af de voksne husker jeg flere:
Mogens Hansen, der meget humoristisk, men uden at vide hvor skævt det lød i en amerikaners øre, ofte kaldte mig for "a white nigger"! Eller måske vidste han det udmærket. Han var aldrig bange for bramfri bemærkninger.
Heise (pedellen) var en fin fyr, men han skældte mig ofte ud fordi jeg havde en mani med at hælde alt muligt ud i toilettet, så afløbet blev stoppet.
Jens Peter Dahlmann var en af mine kostlærere. Barsk, men meget retfærdig og god til at sætte os i gang.
Så var der Finn Brunebjerg, min sløjdlærer, hvor jeg fik lov til at lave alle de geværer og pistoler i træ, som jeg havde lyst til. Han var en fin og praktisk fyr.
Hans kone, Marna, husker jeg også tydeligt, for hun lærte mig dansk. Ikke sådan at jeg kunne tale det flydende, men jeg har siden forstået det meste talte dansk.
Når hjemveen blev for barsk kunne jeg altid støtte mig til Birte og Jørgen, men jeg var også tit på kirkegården, hvor min morfar og mormor ligger. På en eller anden mærkelig måde, så hjalp det altid på humøret. Jeg er stolt over at være i familie med dem.
Jeg sender jer alle mange varme hilsener her fra USA.
Hanne Howard Høirup, årgang 1985.
Grindsted Kost & Realskole er ikke kun en skole for mig, men også mit hjem i de første 18 år af mit liv. ”Privaten” mit barndomshjem det hus vi boede i, var ikke så privat i betydningen. Alle med tilknytning til skolen, har på et eller andet tidspunkt siddet i vores køkken. Det var rummet i vores hus og derfor også det første man entrerede, når man åbnede fordøren.
Jeg vidste aldrig, hvad der gemte sig af skæbner, når jeg trådte ind af døren efter skole. En ny mut elev med sin socialrådgiver. En gammel elev stadig mut og sammen med sin socialrådgiver på grund af årsager eleven ikke var helt så stolt af. Det kunne også være, at det var nogle af de engelsktalende musikere, der holdt koncert i gymnastiksalen. Hvis jeg var heldig var det ham militærmanden, som holdt foredrag om livet ombord på en ubåd. Jeg kaldte ham agent 007 for det var nok det tætteste jeg kom på en James Bond i mit liv. Det kunne også være Mogens Hansen, specielt hvis det var fredag, for da fik han og min far en øl med snak.
Jeg lærte at aflæse situationen. Hvornår jeg skulle præsentere mig med håndsrækning, hvornår jeg blot skulle nikke og gå ind i stuen eller andre gange, hvor det var mere eller mindre påkrævet at jeg skulle bænke mig og deltage i samværet. Det var altid lidt spændende at åbne den grønne hoveddør og se hvad der gemte sig på bænken.
På den grønne hoveddør var der en dørhammer. Der var aldrig nogen, som vovede sig ind i ”Privaten” uden først at have brugt den. Jeg tog mig selv i nogle gange at bruge den, bare for at høre slagene fra den anden side af. Det var en mægtig god lyd, så jeg forstår til fulde biologilæreren Jens Frydenlund, når han gav den hele armen, og bankede samtlige sjæle op under loftet, før han kom brasende ind af døren.
Jeg har tit tænkt på, hvordan det måtte være at starte på kostskolen. Det med at skulle bænke sig i et køkken, som var fyldt med krydderier, tingeltangel og et ubegribeligt antal bunker af diverse blade og bøger. Selvfølgelig havde familiens Metha ryddet op i sådant et niveau at der var plads og tilpas ryddeligt. Men stadigvæk, man måtte virkelig føle, at man trådte ind i et privat hjem. Pludselig kommer en hund ind under bordet og sandelig om ikke to andre følger den. Hvad laver den overdimensioneret røde hankat midt på bordet, i det som ellers ligner en servietholder.
Lyden af en grøn papegøje, som forsøger at mænge sig med de bortløbne hunde ved at gø. Og ikke mindst en hoveddør, som bliver åbnet og lukket i det uendelige af diverse mennesker af vidt forskellige årsager. Det er ikke helt forkert hvis jeg siger at de var noget af et leben. Ikke kun for jer, som overlevede besøget i køkkenet og trådte videre ind i kostskolelivet, men også for mig.
Hele min barndom havde jeg skolen med dens elever og lærere helt inde under huden, og det tog mig mange år at erkende, at det nok også blev min fremtid. Det er mit barndomshjems fortjeneste, at jeg i dag har fingrene begravet i skolens muld og underviser på livet løs. For når jeg træder ud i nutidens skolegård, finder jeg paralleller af alle jeres skæbner i det uendelige. Børn som aldrig bliver bænket i et privat hjem, fordi det ikke er oppe i tiden. Det er børn som får andre chancer i livet end I gjorde og for nogle er det af det gode og for andre ... tja! Til tider har jeg lyst til at tage deres skæbner i min lomme og lukke dem ud igen i mit barndoms køkken og se hvad der sker.
Mette Høirup, årgang 1990.
Jeg er kommet på Grindsted Kost- og Realskole hele mit liv. Husker talrige weekender tilbragt i ”Privaten” mens min familie holdt bestyrelsesmøder. Vi børn udforskede skolens område, legede i gymnastiksalen, spionerede på de store og meget spændende kostelever og nød godt af Nomas småkagedåse.
I august ’89 blev jeg indlogeret på værelse 5 på Pigekollegiet, jeg skulle tilbringe mit 10’ende skoleår som elev på skolen. Det var med mange sommerfugle i maven og et stort flyttelæs at jeg gjorde mit indtog. Følte mig på en måde meget hjemme, men på en anden måde ude på meget dybt vand, langt fra min familie i Aalborg.
Jeg græd som pisket den første uge, ikke fordi der ikke var rart at være, men fordi jeg skulle forlade min familie. Støt og roligt gik det dog fremad og tårene blev afløst af stærke venskaber, forelskelser en masse, og oplevelser som stadig i dag står helt klart. Det er svært at fremhæve noget eller nogen frem for andet/andre men:
Lars Møller: Min ”far” på skolen, en mand af en sjælden støbning, autoritær og blød som en hundehvalp! Vi var ALDRIG i tvivl om at vi var hans unger og så længe vi opførte os ”nogenlunde” ordentligt fik vi nok i virkeligheden lov til langt mere end hvad ”regelbogen” sagde.
Inger Berntsen: En bragende dygtig underviser som formåede at få en flok hormonfyldte teenagere til rent faktisk at synes at undervisningen var spændende samtidig med at hun ALTID var parat med en skulder og et øre.
Sidste skoledag: hvor vi rystede Grindsted ved at lave en SIT-IN midt på hovedgaden og stoppede al trafik i 10 minutter mens vi skrålede ”Give peace a chance”. Vi kunne vel sagtens være ligeså idealistiske som vores forældre!
For et par år tilbage havde jeg den store glæde at gense en stor del af min årgang til en hyggelig aften. Der sad vi så, ca. 15 år ældre, flere af os havde fået børn, mænd og hustruer. Vi kendte ikke hinanden længere og så alligevel.
Den dag i juni ’90 da jeg sagde farvel til mine venner på skolen græd jeg igen som pisket, godt nok skulle jeg hjem til Aalborg men jeg skulle igen forlade min familie.
Rasmus Howard Høirup, årgang 1991.
Grinsted kost og Real eller Grindsted Privatskole. Jeg har kendt skolen under begge navne, men blev først fast inventar, altså kostelev, i 1990.
Man kan sige jeg flyttede hjemmefra under beskyttede forhold. Det var netop det der gjorde at mit ene år på skolen blev så værdifuldt for mig.
Undervisningen betød mindre for mig, jeg var sindssygt skoletræt og med al respekt så blev jeg ikke inspireret af mine tussegamle lærer. Det betød ikke at jeg havde dårlige forhold til lærerstaben tvært i mod, man kommer rigtig langt med humor – sarkasme ikke mindst, som jeg vidst nok også lærte på skolen?
Men jeg er jo en Høirup og det havde jeg egentlig ikke brug for at være, det år når jeg ser tilbage, jeg husker at være splittet mellem at være familie og elev, specielt i tiden hvor Jørgen Howard blev syg. På den ene side ønskede jeg at være familie og på den anden side ikke…det var ikke altid lige nemt, men trods alt mindre problemer end mange at mine nærmeste boksede med.
Vennerne og kæresten på skolen og ikke mindst weekenderne med udflugter ser jeg tilbage på og bliver rigtig glad. Jeg savner de vildt forskellige mennesker, med de mange forskellige baggrunde – både socialt og geografisk. Der var masser af livslyst og mod på at komme i gang med livet efter 10.klasse. De sidste ord til min bedste ven ’Poul Martin’ var: vi ses lige pludselig. "Lige pludselig" har dog ikke indtruffet endnu, men jeg håber stadigvæk på snarlig gensyn.