... OG BLIV VED MED DET!

AF ANNITTA HØJGAARD, TIDL. NIELSEN, ÅRG. 1980

Maj 2009

Mit liv har taget ny form mange gange. En søgen og stræben efter et sted at høre til, et sted at komme fra. Der har været stoppesteder undervejs, men desværre med udfaldet, ”ikke noget godt sted at være og høre til”. Mine tre år på GKR står i min erindring som de eneste tre år, jeg vil leve om – præcis som de var. Ikke på grund af skolen, den håndterede ikke den slags elever ”små mennesker” som vi var ”ordentligt”, det ved jeg i dag. Jeg kom ud med de samme ar på sjælen som jeg kom med, måske endda flere, skolen formåede ikke at ændre på det. Men opholdet på skolen var meget, meget bedre end det jeg kom fra og det måler jeg det ud fra. Måske burde man bare holde det her for sig selv, men jeg kan ikke. Jeg har haft oplevelser nu med ”gamle” kossere, og det skal ikke bare gemmes væk – vi er flere om det.

Lærkereden er blevet nævnt nogle gange i dette forum og flere har spurgt mig om, hvad er Lærkereden? Det er bare en adresse når GPS´ere skal finde den. Men for mig er det min rede. Lærketøsen søgte rødder, et sted at være tryg og i en alder af 40+ fandt hun det her sted. Det er ikke noget særligt. Kun for mig, fordi her er fred og ro og det er mit. Jeg har selv valgt det, ene og alene og jeg har kun mit sted med det eneste formål, at her skal jeg slå rødder, for første gang i mit liv. Lårtykke rødder. Og aldrig skal nogen tage mit faste ståsted – min trygge rede fra mig – igen.

Det lyder som noget værre vrøvl, men ikke for en del af vi gamle kossere. Der giver det mening – det ved jeg. Jeg ved det nu, fordi jeg har mødt dem. Mange af os står med nøjagtig den samme følelse af, at det er værd at blive ved med at søge et fællesskab, en samhørighed, som ”rigtige” familier har det. Vi ved i virkeligheden ikke om de har det, men det forestiller vi os og det vi ikke ved noget om, det savner vi. Vi finder erstatninger for det vi aldrig havde i form af ny familie, børn, venner, karriere, hunde, katte, papegøjer, tro, alkohol, stoffer og det virker. Vi finder noget at sætte i stedet. Desværre er der nogle af os kossere, som aldrig har turdet, at tro på ”erstatningen”. Det gør ondt at vide. For trods alt, for dem, hvor det er lykkedes at sætte noget i stedet, så er livet blevet smukt – trods alt.

Jeg har ikke haft kontakt til så mange fra GKR siden jeg gik ud i 1981. Hårde Helle, Pernille Baumbach og Peter Aalykke, vi fulgtes ad nogle år efter, Peter længere. Men alt kontakt stoppede få år efter. Jeg overvejede aldrig at søge kontakt. Livet gik jo videre. Og nogen genkender dette. Livet gik videre i søgen efter accept – du er god nok. Nok har din familie eller nogen skrottet dig, måske har de ikke, men følelsen er der. I sådan et barnehjerte, der trods alt er – også selvom man er fyldt mere end 14-15 år, så søger man bare på livet løs efter anerkendelse. Dertil kommer hverdagen, man skal forestille at være voksen, have job, får det og skal lege voksen. Alle de fra skolen blegner i hukommelsen – og hvad vi hentede fra kammeraterne der, det huskes ikke, for vi talte ikke om, hvad der gjorde ondt og hvorfor – ikke i den alder.

Nu undres – og mest af alt glædes jeg over, at jeg kan sidde som 40 årig +++++ og have fundet kontakt til kossere. Min lærkerede vil stadig være mit sted, men det blegner lidt – bliver nødt til at indrømme det – fordi jeg nu ved at jeg har rødder. Jeg kommer af noget, jeg har nogen der er en del af mig. Jeg har nogle fantastiske venner, som jeg ikke vidste jeg havde. Og i dag som voksne, så kan vi sætte ord på som giver mening. Nu ved vi hvad det var vi søgte, hvad vi manglede og for mange aldrig fik dengang.

Jeg har budt gamle kossere velkomment i mit hjem – og de der har benyttet sig af det, har givet mig så meget liv, glæde, energi – men også så meget at tænke over. Også de ting der har gjort ondt, de ting jeg har fortrængt, fordi det var det nemmeste. Nu er der bare nogen at dele det med uden alt for mange ord – uden alt for meget forklaring og navlepilleri – for det er ikke til at holde ud. De forstår bare.

Der er skabt nye forbindelser, venskaber med kossere man ikke engang har delt årgang med, hvor relationerne er nok i sig selv, til, at man kan dele noget, der skaber grundlag for venskaber man svært kan forestille sig, kunne skabes i en verden udenfor. Tætte venskaber, hvor det bæres af samhørighed. Samhørighed er netop et af de ord jeg hænger mig i. Det er det vi har og det er det vi kan bygge på.

Så i denne omgang efter de sidste to døgn – med dem i erindring er det tak til Joan, Hans Einar, Per, Christian og Mabel. Gid det må fortsætte, at flere skaber kontakter og har lyst til det. Mit hjem – Lærkereden – vil til hver en tid stå åben for gensynsglæde og det der følger efter for kossere.